Sammenfejet, splintret rude 3

Jeg har tænkt mig at finde det der har gemt sig under sneen og virkeligheden som den så ud før jeg stod her og vinkede med alle mine fingre og tog tøj på og gemte mig selv bag en frygt for det der er jordslået og det der er fjernt som alt jeg ikke nåede i går og glemte at sige dig og dem nede ved bussen der ikke vidste at alting allerede var gået som blomsterne der tog regnen tilbage i strømmen af alt der kan smeltes ned over verden og VÆK OG VÆK HVIS DU SIGER NOGET ER VI VÆK for det der kan siges former jorden under alle fødder og vi kan flygte allesammen så snart vi får det sagt at der ikke er mere at komme efter i denne kraftige vind og sneens reflektioner af alt det lys der ikke ér at finde noget sted og ligegyldigheden hvormed tankskibene tager afsked med havet med en radar og der hvor jeg er lige nu er der ingen på vej og ikke noget hjerte at hente fra en frostdækket grav midt i tomheden bag bus nummer fire og har De ikke en forventning jeg kan låne til bussen?