Sammenfejet, splintret rude 2

Jeg har hængt mig selv i tidens krog og fisker nu efter minder der kan sætte denne lejlighed i brand og tidsler der kan brænde min krop og i live jeg er i live med hvert åndedrag er der en chance at gribe og jeg kan mærke mågerne bevæge sig på tungen og på havet der ligger som en kæmpe pøl af henslængte hensigter der alle vil hænge i vimplerne og bare én gang være virkelige og ikke blot synkende til bunds og til evighed et sted hvor ingen kan se dem eller kræve dem RASTEPLADSEN ER OPTAGET – BEVÆG DEM VENLIGST længere og længere og længere og længere nede ad vejen har de træer der kan spille sangen forfra og virkelig mene alle ord så meget som jeg der sidder her og graver i et puslespil efter netop dén forbindelse til alle de andre og gentager mig selv mens jeg åbner hånden over tastaturets bogstaver og holder dem og omfavner dem og velsigner dem så meget at intet i denne verden helt kan beskrives med dem for hændernes venten bærer skylden for hele det tomrum planeter må fare forvildede i --- ord er selvstændige tyngdepunkter